
Ansigtsbehandling i Miami hos Sana Skin Studio 4 August 2026
Jeg kan ikke sige det ofte nok – jeg elsker at få ansigtsbehandlinger. Denne gang var jeg i Miami, og selvfølgelig skulle jeg undersøge, hvilke ansigtsbehandlinger byen havde at byde på. Jeg spurgte ChatGPT om anbefalinger til en god ansigtsbehandling i Miami. Der var behandlinger lige fra 150 dollars og helt op til 1.289 dollars – og husk, at der i USA næsten altid forventes 20-25 % drikkepenge oveni.
Jeg har prøvet nogle af de dyreste ansigtsbehandlinger rundt omkring i verden, men én ting har jeg lært: Det dyreste er ikke altid det bedste.
Derfor valgte jeg en behandling, der lød spændende og havde gode anmeldelser. Valget faldt på Super Glow Facial hos Sana Skin Studio.
Super Glow Facial
Behandlingen varede 80 minutter og kostede 235 dollars.
Den indeholdt:
✨ Dybderens og dobbelt afrensning
✨ Dobbelt afrensning
✨ 30 % glycolsyre-peeling
✨ Lymfedrænage og løftende ansigtsmassage
✨ Gua Sha
✨ Microcurrent
✨ Maske på ansigt, hals og décolleté
✨ Cryo-massage
✨ Oxygen Glow (ilt og fugt)
✨ Let udrensning efter behov
Forskellen på USA og Danmark
Noget af det, jeg altid synes er spændende, når jeg får ansigtsbehandlinger i udlandet, er at opleve forskellen på den måde, vi arbejder på.
I Danmark booker man ofte en specifik behandling – f.eks. en Oxygen-behandling med diamantpeeling og lysterapi eller en Japansk Lifting – og så er der 100 % fokus på netop den behandling.
Da jeg fortalte Erika, at min egen Oxygen-behandling varer 60-75 minutter, hvor hele behandlingen er bygget op omkring oxygen, kiggede hun overrasket på mig og udbrød:
“What?”
Det kunne hun slet ikke forstå.
I den behandling, jeg fik hos Sana Skin Studio, varede Oxygen-delen under ét minut, hvor hun blot sprayede oxygen på mit ansigt.
Mit indtryk er, at mange amerikanske klinikker gerne vil tilbyde mange forskellige teknikker i én behandling. Det får behandlingen til at lyde meget omfattende, men personligt foretrækker jeg, at man går mere i dybden med én eller to teknikker frem for at nå lidt af det hele.
Det er selvfølgelig en smagssag, men det var den største forskel, jeg oplevede.
Min oplevelse
Erika gav mig en utrolig grundig og dybdegående dybderens. Det var tydeligt, at hun havde stor erfaring, og hun arbejdede meget roligt og nærværende.
Ansigtsmassagen var virkelig skøn. Hvis jeg selv kunne vælge, ville jeg gerne have haft endnu mere af den og lidt mindre fokus på de mange forskellige teknikker.
Min hud var babyblød bagefter, og jeg gik derfra med en rigtig god oplevelse.

Europæiske kosmetologer har et godt ry
Under behandlingen fortalte jeg Erika, at jeg selv er kosmetolog fra Danmark. Hun blev faktisk helt beæret over, at hun skulle give en ansigtsbehandling til en kosmetolog fra Europa. For hende var det noget helt særligt.
Det fik mig til at tænke over, hvor mange steder man i USA ser betegnelser som “European Facial” og “European Spa”. Mange af de kosmetologer, der har stor succes i USA, kommer fra Europa, og europæiske behandlinger forbindes ofte med kvalitet, ekspertise og eksklusivitet.
De skønneste pensler
Under behandlingen brugte Erika to utroligt bløde pensler til at påføre produkterne. De føltes fantastiske mod huden, og jeg var så vild med dem, at de selvfølgelig måtte med hjem. Nogle gange er det de små ting, man lægger mærke til, som giver den største inspiration.
En god idé
Erika fortalte også, at alle behandlere på klinikken får en ansigtsbehandling hver måned.
Jeg har ikke andre kosmetologer ansat i min klinik, men jeg synes faktisk, det er en rigtig god idé. Som behandler er det vigtigt selv at opleve behandlinger, prøve nye teknikker og blive inspireret af andre.
Pris
- Super Glow Facial (80 minutter) – 1.544 kr.
- Drikkepenge (25 %) – 386 kr.
- 2 pensler – 253 kr.
- SAMLET PRIS: 2.183 kr.
Min vurdering
Behandlingen var rigtig god, men den mindede mig også om, hvor gode priser vi faktisk har i Danmark – og især her i Sønderjylland. Herovre er ansigtsbehandlinger generelt i en helt anden prisklasse.
Det er altid spændende at opleve, hvordan kosmetologer arbejder rundt omkring i verden. Jeg tager altid ny inspiration med hjem, men nogle gange bliver jeg også bekræftet i, at de behandlinger, jeg tilbyder i min egen klinik, holder et højt fagligt niveau. Det giver mig en god følelse at vide, at mine kunder får en behandling med stor grundighed, høj kvalitet og rigtig god værdi for pengene.
